Main

Master overbygning - Spirituel coach

1. modul: Fødderne på jorden

Om at udvikle de jordnære kvaliteter af vores essentielle værenskerne

Sjælen er som jord. Et meget væsentligt aspekt af vores essentielle værenskerne er den jordbundne, realistiske og stabile tilstedeværelse i nuet. Det er vores evne til at være autentisk og sårbart nærværende i forholdet til både os selv og til andre uden forstillelse, selvbedrag eller masker.

Vi kunne også sammenligne sjælens kvaliteter med ler. Når vi ikke fastholder bestemte positive eller negative selvbilleder, men tværtimod holder os levende ved at vise mange sider og facetter af os selv, holdes leret, dvs. essensen af os smidig, varm og levende.

Fastholder vi derimod bestemte roller eller sociale masker i et forsøg på at opnå en falsk følelse af tryghed, svarer det til at leret stivner, eventuelt slår revner og i værste tilfælde falder fra hinanden.

På dette modul vil du lære, hvordan spirituel Coaching kan bruges til at styrke kontakten til de jordnære kvaliteter ved vores bevidsthedskerne, så det bliver muligt at finde ind til en dybere og mere fundamental tryghed og autensitet i livet.

2. modul: Kærlighedens kilde

Om sjælens flydende og sammensmeltende natur

Sjælen er som vand.

Vores sjæl er ikke adskilt fra andre sjæle. Ligesom vand flyder vi sammen. Vi er som individuelle hvirvler i det samme hav, forbundne og gjort af det samme uadskillelige element.


Derfor har sjælen medfølelse og evne til intimitet. Vi kan smelte sammen, være ét, føle med hinanden og have adgang til hinandens bevidsthedsmæssige indhold.

Kun når vi erkender vores inderste flydende natur, vil vi opleve et kærligt samvær med andre, som fuldt ud vil tilfredsstille vore dybeste længsler efter kærlighed og samhørighed.

Så længe vi stadig tror, at vi er adskilte, vil vi mærke manglen på nærhed og mening. Og vi vil fejlagtigt tro, at kærlighedens kilde befinder sig udenfor os selv.

På dette modul vil du lære, hvordan du kan anvende spirituel Coaching til at øge kontakten til de flydende kvaliteter ved vores sjæl, vores essentielle værenskerne.

3. modul: Den indre ild

Om at udvikle de varme og ildfulde dimensioner af vores essentielle værenskerne

Sjælen er som ild. Vores inderste natur er en uendelig puls af liv, energi og kraft.

Dette aspekt af essentielt nærvær giver os oplevelsen af begejstring, lidenskab for livet og en positiv aggressiv kraft, som gør os helhjertede og totale i vores tanker og handlinger.

Når vi derimod mangler kontakten til dette indre kraftværk, bliver vi usikre, føler os let truede og kompenserer så for magtesløsheden eller følelsen af impotens, ved at blive vrede og magtorienterede.


Kun når vi har mistet kontakten til dette kraftfulde nærvær, bliver vi båret væk af irritation, vrede og destruktive aggressioner.

Når vi der imod lærer at rumme og administrere kraften, bliver den til menneskelig varme, dynamik og bevidsthedsmæssig klarhed.

På dette modul vil du lære, hvordan vi kan anvende spirituel coaching til at forøge kontakten til og mestringen af disse ildfulde kvaliteter ved vores essentielle værenskerne.

4. modul: Luft under vingerne

Om at udvikle sjælens luftige kvaliteter

Sjælen er som luft.

Vi kunne også beskrive sjælen som luften og den åbne himmel.

Når vi erkender det luftige aspekt af vores essentielle natur, føler vi en dyb indre frihed og lykke, som på ingen måder er afhængig af ydre kilder. Sjælens frihed er friheden til og ikke ego-personlighedens frihed fra noget. Det er det åbne fordomsfrie udsyn og den uforbeholdne rummelighed.

Når sindet tager form og den indre himmel trækker sig sammen og bliver til mentale skyer, går det ud over sigtbarheden og oplevelsen af såvel indre som ydre plads og bevægelsesfrihed.

Ego-personlighedens glæde forudsætter sejre, triumfer, og nye erhvervelser i vores karrieremæssige, kærlighedsmæssige og materielle liv.

Sjælens lykke og frihed kommer indefra, og er derfor ikke betinget af andet end sin egen intense erkendelse af nuet.

På dette modul vil du lære, hvordan du kan anvende spirituel Coaching til at forøge kontakten til dette luftige og rumlige aspekt af vores essentielle bevidsthedskerne.

5. modul: Den personlige essens

Om den ægte individualitet i det fælles spirituelle

Jo dybere kontakten er til vores spirituelle værenskerne, jo mere vil vi føle os som en uadskillelig del af et større spirituelt fællesskab.

Vi vil opleve os som forbundet med et fælles menneskeligt bevidsthedsfelt, som udvisker religiøse, kulturelle og racemæssige modsætninger.

Denne udvidelse af bevidstheden vil føles som en trussel for ego-personligheden, med mindre vi har styrket kontakten til vores essentielle individualitet, som er den dybere oplevelse af "jeg" eller identitet, der ikke er knyttet til bestemte selvbilleder eller forestillinger om os selv.

På dette modul vil du dels udforske aspekter af din egen personlige essens, og dels lære hvordan du kan anvende spirituel coaching til at styrke kontakten til den.


ID Academy
Sjælland, Drueholm, Slimmingevej 34, Vollerslev, 4100 Ringsted
Jylland, Den Gamle Præstegård, Vestergade 38, 8600 Silkeborg
Spirituel Coachuddannelse - kursus i spirituel coaching ved Ole Vadum Dahl
Tlf: 70261636